Gerlev kirke

Gerlev kirke. HornsherredDen idylliske Kirke ligger i landsbyen nogle få km syd-vest for broen til Frederikssund. Den hører sammen med Draaby kirke i Jægerspris og Skoven kirke ved Kulhuse.

Historie: Den ældste del af kirken stammer fra 1100-tallet. Materialet var frådsten samt rå og kløvede kampesten, som man stadig kan se nederst i tårnet. I 1400-tallet byggede man tårnet højere af munkesten samt en overbygning af træ. Kor og skib blev forsynet med krydshvælv og sakristiet blev tilføjet. I 1500-tallet opførte man det nuværende våbenhus i munkesten. I 1617 blev kirken udvidet ved at den blev gjort bredere (ikke længere, som det ellers var skik) og forsynet med nye krydshvælv. I 1651 blev træoverbygningen på tårnet erstattet af det nuværende kamtakkede teglstenstårn.

Gerlev Kirke, Hornsherred. SoldaterfløjenI 1753 blev der bygget en fløj mellem våbenhus og sakristi. Denne fløj blev bygget i to etager, så der blev plads til dobbelt så mange siddepladser. Fløjen kaldes Soldaterfløjen, da der var mange soldater på egnen, Det var almindeligt at soldaterne blev indkvarteret rundt omkring på gårdene. De tre tilbygninger er alle bygget på samme side af kirken, hvorved den får et ejendommeligt udseende. Kirkens fundament ”sætter sig” meget og der har derfor de seneste år været foretaget mange reparationer. Klokkeringning og tung trafik, fra før omfartsvejen blev anlagt, har skadet murene og særligt tårnet. Kirken fremstår i dag hvidkalket udvendig som indvendig.

 

Seværdigheder:

I en af de nederste sten i tårnet, ses skåltegn. Skåltegnene er helleristninger fra bronzealderen.
Der findes intet inventar fra middelalderen, bortset fra enkelte kalkmalerier.

Gerlev kirke, Hornsherred. Vrængemaske kalkmaleriDa kirken i 1993 blev restaureret, fandt man mange kalkmalerier fra Isefjordsmaleren. Disse blev registreret af nationalmuseet og herefter igen kalket over. Der er dog et par enkelte, der har fået lov til at blive udækkede: et indvielseskors (katolsk skik) bag alteret samt en ”vrængemaske”, malet omkring et udluftningsrør.

Den usædvanlige døbefont er af malm, fra 1604 og støbt på Kronborg Kanonstøberi. Det meste af det øvrige inventar stammer fra 16- og 1700-tallet. Den oprindelige af granit står udenfor våbenhuset.

 

Gerlev Kirke Hornsherred, altertavlePrædikestolen er fra 1601 og altertavlen fra 1631, sidstnævnte udført af Hans Barchmann og udsmykket af Mathias Maler.
Ved døren til våbenhuset står en pengeblok (kirkebøsse) fra 1741 udført i træ med jernbeslag

 

En af kirkens klokker er skænket af prins Carl (bror til Frederik d. 5.) i 1714.

 

Kirkens orgel er fra 1970 og er uden tvivl det bedste på Hornsherred.
Soldaterfløjen bruges til skiftende udstillinger.

 

Syd for kirken ligger en af de gamle Prins Carls Skoler, den er nu menighedshus.

 


One thought on “Gerlev kirke

  1. Pingback: Orgelkoncert Gerlev Kirke lørdag d. 28.april kl.15 | Hornsherred

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>